Ovnstegt Jomfruhummer med koriander

 (Gang yahng)

 

 

Jomfruhummer findes ikke i tropiske farvande, og dermed heller ikke omkring Thailand. Det betyder dog ikke, at man ikke kan fremstille en thai-inspireret ret med denne fantastiske råvare. Skaldyr er meget benyttet i thailandske retter, og  hvis jomfruhummeren kunne fanges i de varme vande, ville man sikkert have udviklet en lang række eksotiske retter af den.  Herhjemme fanger Læsøfiskere nogle af verdens bedste jomfruhummere og fra vores tid på denne ø udvikledes denne nemme og velsmagende ret.

 

Dette skal du bruge

  • 1 kg friske jomfruhummerhaler
  • 2 spsk. fiskesovs
  • 2 spsk. limesaft
  • 1 dl. hvidvin
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. hvid, knust peber
  • 1-2 friske røde chili
  • 1 kop friske korianderblade
  • 1 spsk. vindruekerneolie (eller anden vegetabilsk olie)

Forberedelse

Skyl hummerhalerne og fjern tarm evt. med indhold. Dette kaldes at “røve” hummerhalerne. Dette gøres bedst ved at dreje den midterste halefinne og forsigtigt løsne denne ved at dreje den rundt og trække langsomt så tarmen følger med. Hvis der bruges frosne hummerhaler bliver denne “operation” meget vanskelig! Fiskesovs, limesaft, hvidvin og sukker, peber, chili og korianderblade blandes og overhældes hummerhalerne. Står og trækker ca. ½ time.

Tilberedning

Varm ovnen op til 250 grader Læg hummerhaler med marinade op i en bradepande. Steg hummerhalerne i ovnen i ca. 15 min. (tag evt. en hummerhale ud og se om konsistensen er rigtig!)

Tips

Vend hummerhalerne et par gange under stegningen, så marinaden gennemtrænger dem alle. Der kan med fordel serveres  Djævelsovs eller Seafood chili dip til de færdige hummerhaler.