Hvidløg og peber kylling

(Gai Pad gratiem prik thai)

 

 

Hvidløg og peber kylling er en meget almindelig ret i Thailand. Det er en god ret til folk som gerne vil have noget thaimad men som ikke kan tåle stærk mad. Den er også et oplagt valg hvis du får gæster og vil lave en række thairetter. I opskriften har jeg valgt at bruge kylling, men du kan faktisk bruge hvilken som helst slags kød. Den kan endda laves med tofu så vegetarerne også kan spise med. Jeg har prøvet at lave den med oksekød, kylling, svin og rejer. Retten er ligeledes et godt valg hvis det skal gå lidt hurtigt..

Dette skal du bruge.

  • ca. 200 gr. kylling
  • 5 – 6 stk. fed hvidløg (afhængigt af størrelsen, de skal fylde ca. en 1/4 kop)
  • 4 tsk. palmesukker eller rørsukker (jeg foretrækker en god Økologisk rørsukker, da man typisk har den i skabet)
  • 3 – 4 tsk. hvid el. sort peber pulver (vælg selv eller mix dem)
  • 2 tsk. fiskesovs
  • 1 – 2 spsk. vegetabilsk olie (det skal dække bunden af gryden.)
  • 2 – 3 spsk. vand
  • 1 – 2 koriander blade (til pynt)
Forberedelse

Rens kyllingen og skær den i tynde pæne skiver. Pil hvidløg og mas dem med den flade side af kniven.


Tilberedning

Vælg en god sauterpande og dæk bunden med olie.
Når olien er varm, tilsættes hvidløg. Rør grundigt rundt i gryden så de ikke brænder på.
Når hvidløgene er blevet godt gylden brune, tilsætter du kyllingen og steger det indtil det er færdigt. Hvis kyllingen og hvidløgene bliver tør og klæbrig, tilsætter du lidt vand, ikke mere end 1 – 2 spsk. ad gangen.
Når kødet er stegt færdigt, tilsætter du rørsukker, fiskesovs og peber.
Tilsæt evt. mere vand så det hele bliver blandet rigtig godt. Men stadig max. 1 – 2 spsk. vand.

Tips

Hvis du vælger rejer eller blæksprutter, så vær opmærksom på at de ikke skal have særlig lang tid på panden før de er færdig. Retten kan med fordel serveres sammen med en stærk thailandsk salat med agurk. Hvis jeg ikke laver salaten serverer jeg næsten altid retten med et spejlæg oven på mine ris. Det lyder måske ikke så thailandsk, men jeg lærte det af kokken på den lokale thai restaurant vi altid spiste på og det smager godt.