Grillede kyllingevinger

(Biik gai yahng)

 

 

I Thailand kan man næsten ikke bevæge sig nogle steder uden at se de små madvogne, der sælger grillede kyllingefødder eller kyllingevinger. Det er retter, som Thai’er bruger som et mellemmåltid, lige såvel som til en del af et større taffel. Grillede kyllingevinger kan laves på mange måder, alt efter hvor i Thailand man befinder sig. Denne opskrift er inspireret af den sydlige del af landet.

Dette skal du bruge
  • 8-10 kyllingevinger
  • 1 tsk. karrypulver
  • 2 spsk. fiskesovs
  • 2 spsk. østerssovs
  • 1 spsk. honning
  • 1 spsk. hakket korianderrod
  • 4-5 fed hvidløg
  • 1 tsk. friskkværnet hvid peber
Forberedelse

Rens og tør kyllingevingerne. Hak korianderrod og hvidløg fint.


Tilberedning

Bland alle ingredienserne sammen og læg kyllingevingerne heri. Lad dem trække i mindst 2 timer. (Vend dem et par gange i marinaden) Grill vingerne over trækul ca. 15 min. på hver side eller til de er gyldne. Spis vingerne med sød chilisovs (Nahm djim)

Tips

Retten er ideel at lave udendørs når det er vejr til at grille. Man kan dog sagtens bruge en ovngrill i stedet for.  Vend vingerne ofte så de ikke bliver brændte.